Skal du overdrage eller sælge din bolig?

Står du i en situation, hvor du overvejer, hvad der skal ske med din bolig? Måske ønsker du selv at flytte i en lejebolig, da du ikke længere ønsker alle de forpligtelser, som en ejerbolig kræver. Alt efter hvad du selv ønsker at få ud af et hussalg, så kan du her i artiklen læse mere omkring, om du bør sælge din bolig via en ejendomshandel, eller om du bør foretage en familieoverdragelse.

 

Ønsker du selv at bruge pengene?

Hvis du selv har planer om at bruge eller investere pengene fra et hussalg i aktier, en ny ejendom eller noget helt tredje, så vil en familieoverdragelse nok ikke lige være den bedste idé. Her vil du personligt selv få mere ud af en normal ejendomshandel, hvor din ejendom sælges til markedsprisen.

 

Ofte vil dette være en god idé, hvis du stadig har 30 år tilbage at leve i, og du derfor også har en masse energi og sikkert også tid til at opleve verden. Her vil de økonomiske ressourcer, som du kan frigøre ved et hussalg naturligvis være ganske essentielle.

 

Ønsker du at videregive din formue til dine børn?

Har du ikke selv i sinde at bruge pengene i forbindelse med et hussalg, så vil det pludselig give meget god mening at overveje en familieoverdragelse. Først og fremmest kan du sælge ejendommen til 15% under den seneste offentlige ejendomsvurdering, når du overdrager til et nærtstående familiemedlem.

 

Dit barn kan altså købe ejendommen til en utrolig favorabel pris. Når ejendommen så overgår til dit barn, har vedkommende altså muligheden for at sælge ejendommen til markedsprisen, og bliver ikke pålagt at skulle betale skat af fortjenesten.

 

Desuden kan I lave overdragelsen på rigtig mange gode måder, som er meget fordelagtige for dit barn. Bl.a. ved at oprette et rentefrit og afdragsfrit familielån, og ved at du benytter dig af reglerne for pengegaver.

 

I sidste ende kan dit barn sådan set overtage huset, helt uden at det kommer til at koste en krone. Og har det alligevel været dit ønske at give din formue videre, uden at der bliver pålagt afgifter, skatter osv., ja så er en familiehandel helt sikkert værd at overveje.

 

Hvad så hvis jeg testamenterer min ejendom?

Skriver du din ejendom ind i dit testamente, og dermed lader boligen gå i arv til dit barn, så vil der netop blive pålagt en arveafgift, når bundfradraget er blevet fratrukket. Arveafgiften er på 15%, og dermed vil en del af den testamenterede formue altså gå til staten.

 

Derfor skal du lige tænke dig om en ekstra gang, inden du beslutter dig for, hvad der skal ske med din bolig, når du ikke selv ønsker at bo der længere.